Det er en helt ulidelig tanke for mig, at et af mine børn skulle gå hen og få en uhelbredelig sygdom, eller en sygdom, som er uhelbredelig i den forstand, at man ikke kan komme nogle vegne i helbredelsen af den uden stamceller. Så ville jeg jo sidde tilbage med en følelse af, at jeg kunne have gjort noget anderledes, der ville redde mit barn, og det ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv.
Der er ikke rigtigt noget besvær ved at gemme stamceller. Ved fødslen kan du gemme dit barns stamceller med det samme. Og der har jeg det egentlig sådan lidt – hvorfor så ikke bare gøre det? Klinikker som for eksempel StemCare er specialister i at hjælpe nybagte forældre med dette, og det foregår alt i alt på en virkelig behagelig måde.
Det gør ikke ondt på mit barn, at jeg gemmer dets stamceller. Hvis stamceller for eksempel skulle opereres ud af kroppen på mit barn, eller noget i den stil, så ville det være en langt større beslutning, jeg skulle ud i at tage. Men det er det ikke. Mit barn lider ingen smerter over, at jeg gemmer stamceller på vegne af det.
Jeg kan måske have gjort mit barn en større tjeneste, end jeg er klar over. Der bliver løbende opdaget nye ting, som stamceller kan hjælpe med at helbrede, afhjælpe med mere. Det er derfor ikke sikkert, at jeg på nuværende tidspunkt kan forestille mig, hvor stor en forskel stamceller vil kunne gøre i mit barns liv om bare 50 år.
Kort sagt – jeg gemmer mit barns stamceller for at vide med mig selv, at jeg har gjort det bedste for mig barn. Hvis mit barn en dag for alvor skulle få brug for det, så vil jeg altså ikke stå tilbage med en ærgerlig følelse af, at der var noget, jeg skulle have gjort anderledes.
